Smukt, så det driver ned ad væggene
Smukt, så det driver ned ad væggene ... external link
12 Jul 2023 Politiken, kultur
Review by: Thomas Michelsen
Work by Lohse: Echoes off cliffs (accordion and live electronics)
Martin Lohses ’Echoes off Cliffs’ bliver kvælende i al sin manende skønhed. Til gengæld forløser virtuosen Bjarke Mogensen den til perfektion.
Kultur, 12. juli 2023, Thomas Michelsen, musikredaktør
Det var en stor diskussion engang mellem folk, der dyrker kompositionsmusik, om den estiske komponist Arvo Pärt var en, man kunne tage alvorligt.
Det var dengang, avantgardemusik var synonym med noget kompliceret. Diskussionen er forstummet. Pärts musik, som mange har kaldt moderne munkemusik, og som taler med en simpel alvor, er alment accepteret, og man kan roligt sige, at man er til Pärt.
Der har ikke været den samme debat om den danske komponist Martin Lohses musik – eller om hans malerier for den sags skyld. For ligesom manden skriver musik, der går lige ind gennem øregangen, maler han i behagelig abstrakt stil.
Begge dele er smukt, så det driver ned ad væggene. Musikken er renset for mentale dissonanser. Tilbage er abstrakte lydsværme. Klange og dybe, vibrerende subtoner som dem, der går i kroppen, som når man er i biografen.
De rene klange og sværmene minder mig om Pärts musik
Lyt til Lohses ’Echoes off Cliffs’ – stavet med to f’er i off – fra det nye Lohse-album, ’Echoes’. Musikken er blandet elektronisk og akustisk. Det er Danmarks feterede akkordeonspiller Bjarke Mogensen, der spiller i samspil med elektronik og højttalere og i den ene episode efter den anden bygger musikken op, så sværmene bliver til klingende klippemassiver, hvorpå komponisten knæler. Som i bøn.
Simpel melodi til sidst
Rene klange uden forstyrrende toner står tidløse. Majestætiske. Musikken er inspireret af naturen på Bornholm, hvor Bjarke Mogensen kommer fra, og ’Echoes off Cliffs’ har at gøre med den berømte ekkodal på øen.
Det er smukt på en måde, der ikke er til diskussion
De rene klange og sværmene minder mig med deres enkelhed om Pärts musik. Musikken vibrerer manende i mol. En bornholmsk trold danser et par gange i det mere end tre kvarter lange værk. Men ellers er det her stemninger. Afbrudt til sidst af en simpel melodi.
Martin Lohse har valgt at gå sin egen vej. Den musik, han komponerer, har ikke noget med gammeldags avantgarde at gøre.
Martin Lohse trækker ikke på middelalderen som Pärt. Men ligesom Pärt har han skabt sit eget kompositionssystem. Han kalder det ’Mobile’. Elementer svinger ind forbi hinanden og rundt, og det virker.
Det er smukt på en måde, der ikke er til diskussion. Det er skamløst i sin bekendelse til en højere form for renhed.
Bliver det for meget? Ja, det gør det. Men Bjarke Mogensen forløser det helhjertet. Og så kommer som punktum timinuttersværket ’Sort sol’, hvor Lohses naturinspiration flytter sig fra Bornholms klipper til sværmene af stære ved Vadehavet.
Her træder guitaristen Mikkel Egelund Nielsen til sammen med Mogensen, og musikken bliver hurtig og anderledes. Man kan igen få luft.
Lohse går sin egen vej. Hans musik har ikke noget med gammeldags avantgarde at gøre. Med sin kompromisløse stemningsdyrkelse bruger den hurtigt al ilten i lokalet. Den kan ikke fylde mit liv dag efter dag. Men jeg kan lytte til den, som om jeg så en film i biografen.